Nogle gange kan de simpleste ting, være den mest dybtgående. Så det var på denne smukke morgen i juni. Det var næsten som enhver anden morgen i sommeren bortset fra ejendommelighed af sollys i min baghave. De stråler af lys strømmer gennem udstrakte grene syntes at tage på en særlig nuance. En overjordisk glød fra disse refleksioner sætte tonen for dagen. Sikke en herlig morgen, tænkte jeg, da jeg præfabrikerede forberedelser til at tage min kone, Mardai, til hospitalet igen.
Det havde været lidt over to år, at Mardai, kun i hendes trediverne, er blevet en kamp med kræft. Der var mange ting, vi havde planer for de kommende år. Den stamme og stress af sygdommen havde taget sit præg på de to af os, samt de øvrige medlemmer af familien. Der havde været en tid, hvor vi visaged liv modigt og tog uden tanke for de faldgruber, der kan ligger i vores måde.
Det er min overbevisning, at man kan blive vant til anything.Thus var det med vores fortsatte kamp med sygdommen. Gennem årene kræften havde vist tegn på tilbagetog, kun for at vende tilbage med en hævn kort tid senere. Da Mardai ikke var blevet føler alt for godt for nylig, insisterede hendes læge hende tilbage til hospitalet til observation.
Som det tid til at forlade nærmede sig, vi udtalte vores farvel til børnene. Malika, vores datter, holdt hendes bror Jonathan hånd, som vi trækkes ud af indkørsel. De er meget specielle børn, disse to. Født cirka fire års mellemrum, blev de begge blev vedtaget på en meget ung alder. De havde bragt megen glæde ind i vores liv, og nu, i alderen elleve og syv blev tilpasser sig perfekt de kunne for at ubehaget ved vores familie dilemma.
Hospitalet var, måske, en times kørsel fra hjemmet. Som sædvanlig var det godt at være alene med Mardai i bilen. Vi talte om de "gode gamle dage" og hvordan slags de havde været for os. Vi udvekslede synspunkter om mit arbejde, børn, vores venner og vores fremtid. Selv om hun lo på mine svage vittigheder, kunne jeg se dybt i hendes øjne skygger af tristhed. Med bevogtet forventninger, vi diskuterede planer for vores 20. Bryllupsdag, der var kun en uge og et halvt væk.
For at læse resten af ​​historien besøget http://www.spiritual-simplicity.com